Katla (Labrander Katla) 

Emma (Labrander Xara)

Hundehimlen fik i går den klareste stjerne. Labrander Aida født den 04.06.2017 Død 24.10.2022

Vores hundehjerter er knust. Naturen er virkelig hård og brutal hos os for tiden. Vores sødeste, mildeste, kærligste, guleste lille skat blev brutalt revet fra os i går. Aida har hængt med humøret i godt en uge, og lørdag i forrige uge opsøgte vi derfor vagtdyrlæge med hende. På dette tidspunkt regnede vi med, at Aida var drægtig efter parringen med Duplo, og vi frygtede underlivsbetændelse eller en flåtbåren sygdom. Ingen af delene kunne konstateres ved den opsøgte dyrlæge. Aida haltede skiftevis på et forben, eller et bagben, men indimellem var hun glad og logrende, og næsten som hun plejede. Hun havde opkastninger af og til, men spiste glad og gerne, drak syntes vi normale mængder af vand. Maven fungerede tilsyneladende normalt, og hun gik glad med på skovtur med flokken. Hun fik en søster, Nala, på besøg, og modtog hende med vanlig mildhed, gæstfrihed og glæde.

Dog gik vi med en ’fornemmelse’ af, at vores lille søde hund ikke var helt frisk. Mandag eftermiddag sidste uge opsøgte vi derfor, uden aftale, akut, vores egen dyrlæge, som har mange års erfaring i faget, og som kender os og vores hunde rigtig godt. Hun kunne godt se, hvad vi mente, men Aida var ved undersøgelse ikke tydeligt øm nogle steder, haltede ikke under besøget, skanning viste ingen tegn på noget, og vi tog hjem med Aida igen uden antydning af diagnose. Ingen temperaturforhøjelse på noget tidspunkt.

Tirsdag sidste uge opsøgte vi en større dyrlæge i Herning med dyrere udstyr, og her blev Aida igen skannet. Ingen tegn på drægtighed, ingen tegn på livmoderbetændelse, ingen ømhed og glad logrende hund. Fornemmelsen var der stadig! Aida var ikke sig selv, syntes vi.

I går morges ringede vi til eksperterne i Varde og sagde, at vi skulle have en akut tid til en meget syg hund. Det var mine ord, og de gav os en hurtig tid i går formiddags. Hasteblodprøver blev lavet, mens Aida og Arne gik en tur i skoven i Varde, og blodprøverne viste akut, svært nyresvigt. Aida blev derfor indlagt til væsketerapi og yderligere undersøgelser, bl.a. nyreskanning. Arne kørte derefter hjem og efterlod Aida i dygtige, kærlige hænder.

I går sidst på eftermiddagen blev vi ringet op. Aida var skidt, og dyrlægerne vurderede, at der ikke var meget håb. Vi kørte mod Varde, men nåede ikke frem, før Aida døde.

Fyldte af sorg og selvbebrejdelser står vi tilbage. Nyresvigt ved unge hunde og katte ses af og til, og der kan være tale om en forgiftning, en fluesvamp, rottegift et eller andet, som vi dog ikke har set på vores daglige gåture her på ejendommen. Der kan også være andre årsager, men uanset hvad, så står vi tilbage med tabet og sorgen. Vores flok føles lille. Vores avlshåb er ødelagt. Vi savner hende frygteligt.

Når den slags sker, for allerførste gang i vores 18 år som opdrættere, gør vi, som vi plejer. Vi fortæller så åbent og ærligt som muligt om forløbet, vi deler vores sorg på hjemmeside og facebookgruppe, vi kalder på vores potefamilie for støtte og opbakning. Vi mindes, savner og sørger. Vi husker hendes solstrålehumør hver eneste morgen, hendes omgang og kærlighed til alle hvalpe født i huset og endes medmoderskab med bedsteveninden Sveske. Og vi græder. Vi ville efter planen have ført Aidas sunde, fantastiske gener videre og beholdt en Aida/Duplo tævehvalp. Og det er umuligt i dag at tænke tanken om, at vi ikke har beholdt Aida i en hvalp efter hende. Men ved Aidas sidste kuld var Kelvin lille, og han mangler da stadig en del træning og en smule opdragelse, og vores hunde skal have det bedst mulige liv her hos os. De skal have det bedste, vi kan tilbyde, af træning, nærvær, tid til at være hvalpe, og vi skal altid have flokkens bedste i tankerne, når vi beholder en hvalp her. Det er aldrig problemfrit eller sorgløst at have flere hunde. Men det er kærligheden til racen og især vores egne udvalgte avlshunde, der driver Labrander. Og så vores kærlige støttende evigt nærværende potefamilie, nemlig jer - vores hvalpekøbere. Vi glemmer hende aldrig og vi savner hende enormt. Hun var OGSÅ en helt speciel og værdig repræsentant for racen, og en vigtig del af flokken. Vores lille skat, Aida. Du overholdt kontrakten. Var vores så længe det var okay at være. Alt for kort, men sikken en hund. Tak er virkelig kun et fattigt ord i dag.

Aura (Labrander Nixi), født 17.03.2012 død 25.08.2022.

Vores højtelskede Aura (Labrander Nixi) besluttede i dag, at det var tid til at tjekke ud, og berige ’hundehimlen’ med sit selskab. Aura blev født i vores hænder den 17.03. 2012, og hun døde i vores arme 25.08.2022.

Aura var en fantastisk tæve – alle, der mødte hende – har nok en mening om hende, for intetsigende har hun aldrig været. Hun var børnebørnenes bedste ven, og de to piger i Spjald kunne sige Aura, før de kunne sige farmor. Gro tog sine allerførste skridt med et godt tag i Auras bløde ryg, og de fulgtes så ad over til kaffebordet.  Auras interesse for børn varede hele livet, og talrige yngre hvalpekøberbørn har faktisk helst ville have voksne Aura, når familien kom på hvalpebesøg.

Aura var en drøm at træne med, især som yngre. Hun var stærk men blød som smør, så vrede reagerede hun heldigvis aldrig på. Man skulle tale pænt til Aura, og allerbedste indkald var på børnebørns glade stemmer. Hun var intelligent, hvilket bl.a. har medført, at hun under instruktionsdelen af en træning, sørgede for egen underholdning, og f.eks. har gravet et hul bagved Arne. Hun var af sind mild mod alle, dog ikke hunde med mopslignende snuder. Hun var smuk, men efter én gang at have fået skæld-ud af en stor hanhund, der sad i bur helt oppe ved dommerbordet, så gad Aura faktisk ikke udstilling mere. Hun har passet alle hvalpe født i huset de sidste 10 år, men på den der Aura-måde, at hvis de var mætte, rengjorte og i menneskehænder, så var der ingen grund til, at hun skulle tage sig af det. Vi måtte mange gange forklare hvalpekøbere til Aura hvalp, hvorfor mor skred fra de små, når der kom besøg til hvalpene. Men typisk for Aura, at hun tog en lur på sofaen eller i stolen, når nu andre passede hvalpene.

Hvis der kom 2 mennesker til træning, og den ene stod og frøs, så hentede vi Aura. Alle kunne nemlig træne med Aura, og alle havde et stort smil på imens.  2 hunde og en nummerplade ved vi, hun har lagt navn til, men vi ved også, at der til evig tid kun er en Aura for os.

Aura fik 5 kuld hvalpe. Den eneste tæve vi nogensinde vil lave 5 kuld på. V, Y, C2, D2 og H2 kuldet har Aura givet os. Stærke sunde hvalpe med masser af energi, men også med blidhed og lyst til samarbejde.

Hvis vi lavede en gravplads for vores hunde her i børnehjemmet, så ville der skulle stå disse kun 2 ord på Auras gravsten: Selv tak.

Vi kommer til at savne hende frygteligt, men snart vil vi smile og grine og huske alle hendes helt særlige egenskaber. Det er altid forfærdelig svært at miste en gammel (alt for ung) hundeven, men Aura vil helt sikkert komme tilbage som spøgelse og terrorisere os, hvis vi ikke i stedet fejrer, at vi fik lov at leve med hende i alle årene.

Labrander Isis, født 06.03.2010 død 22.11.2021

 Isis blev født i vores hænder som 11. hvalp i mor Nannas sidste kuld 06.03.2010, og hun har været hos os i hele sit lange liv. Isis var allerede som hvalp meget trænbar og pleasende i alle former for træning. Hun blev hurtigt en dygtig, pålidelig apportør, og hun lærte drivjagt (som man bruger labrador en del til i vores del af landet), og sammen med mor Nanna, halvstoresøster Pona var hun med på en del jagter med Arne.

Udover at være mild og lærenem, så var Isis også stædig og vedholdende. Tidligt lærte hun at grave efter mus, og den hobby fulgte hende hele livet, ligesom jagten rundt efter svaler (uden at have den mindste chance for at fange dem) var en fælles interesse i vores flok, indtil mor/mormor Nanna døde. Siden da gjorde de det aldrig mere.

Isis var en udpræget flokhund; hun hilste med respekt og kærlighed på alle flokkens hunde hver morgen, og vi har ofte talt om, at Isis var den lim, der holdt vores flok samlet. Hun var glad for og kærlig mod alle hvalpe i huset, men var til gengæld en løvemor, hvis fremmede hunde satte snuder ind til hvalpene.

Hendes yngelplejeinstinkter var veludviklede, og hun passede alle sine hvalpe med stor omhu og omsorg. Hun var mor til P-kuldet, U-kuldet, X-kuldet og A2-kuldet, og hun har aldrig mistet en hvalp i de 8 uger, hun havde ansvaret for dem.

Isis besøgte ikke dyrlægen ret meget i sit liv. Vaccinationer og sundhedstjek foregår ofte herhjemme, da vi med erhvervsmæssigt hundehold alligevel skal have dyrlægekontrol 2 x årligt, og så bliver de vaccineret og undersøgt ved samme lejlighed. Og Isis fejlede aldrig noget. De sidste 6 måneder, hvor Isis fik tandproblemer pga. alder og slid, har hun været mere til dyrlæge end i de 11 forudgående år.

Isis var altid det ’sikre valg’ til træning, udstilling og jagter. Helen og Isis havde på et tidspunkt en lille specialopgave, hvor en dreng, der ikke rigtigt fungerede i den almindelige folkeskole, havde brug for en pause, før han skulle starte på en specialskole. Han kom herud en formiddag om ugen, og han spillede spil og trænede med Isis, og det var en fælles glæde at se Isis i samspil med en dreng, der havde brug for positive oplevelser i ventetiden på et passende skoletilbud. Også her var Isis det sikre valg.

Arne og Isis gik på et tidspunkt til jagttræning i jagthundeforeningen herude. Selvom der var en del fnisen og venskabeligt drilleri, da Arne kom med sin lille lavtgående torpedo, så blev det hurtigt til respekt og beundring for hendes hurtighed og præcision i opgaverne, der blev stillet. Isis hentede alt, var aldrig ’ude af kontrol’ og afleverede til hånd hver eneste gang. Selvom trænerne på holdet gik ind for positiv træning, var der en del hundeførere på holdet, der talte hårdt og behandlede deres egne hunde ret kontant, og det påvirkede efterhånden den lille bløde gule så meget, at hendes kropsholdning ændrede sig og hun blev trykket. Det er en del år siden nu, men vi trænede hunde på en anden måde også dengang, så efter nogle ganges træning valgte Arne at forlade holdet. Det var aldrig nødvendigt at råbe eller skælde ud i forhold til Isis. Hun gjorde nemlig altid det bedste, hun formåede, og det var i grunden ikke så lidt.

Isis var en helt speciel hund, der gjorde et stort indtryk på mange mennesker. Hun var en smuk hund, og hun har da heller aldrig fået andet end excellent på udstilling.

Isis døde i vores arme den 22.11.2021. Det var, som det alt for ofte er, vores valg, at Isis ikke længere havde et godt og værdigt hundeliv. Det er den sidste, største og værste kærlighed, man kan vise en højt elsket hund, og det bliver aldrig nogensinde lettere. Uanset hvor godt et liv, man synes, hunden har haft, er det den sværeste beslutning, vi kan tage. Vi savner hende meget; vores flok mangler hende; vi glemmer hende aldrig. En dag kommer vi til at kunne glædes over alle minderne og fejre hendes liv. Men først er det tomt. Sådan er det og sådan skal det være.

Jeg har fået æren af at skrive et mindeord om vores fantastiske Labrander Dike. Det var nemlig ikke okay at være Dike mere, og med stor kærlighed og respekt valgte Jan og Mai-Britt at give slip på Dike i onsdags.

Dike var den sidste Megan hvalp, og udover at lære os så meget, så var Megan også vores allerførste avlstæve, som vi havde fået lov til at købe af Lab Treasure, og der fulgte uendelig og tålmodig supervision med hende. Lisbeth Tunby var i telefonen til alle Megan’s 3 kuld, og vi glemmer aldrig den sikkerhed, det gav os.

Dike var stædig som et æsel. Hun var vidunderlig smuk, og hun var enormt sippet. Da vi lånte hende til J-kuldet, var Dike glad for sine små hvalpe, da først de havde tabt deres navlestreng. Indtil da var de temmelig ulækre, og Dike var ved at kaste op, når hun skulle ordne de helt små. Da hvalpene var 1 uge gamle, var de højt elskede af deres mor, som i øvrigt indførte 8 ugers amning. Som Katla så valgte at gøre også, og som Aura har gjort indtil sidste kuld. Dike var enormt lydig sammen med Mai-Britt. Når vi forsøgte at vise hendes evner overfor hvalpekøbere eller kursister på hvalpehold, spillede Dike snotdum. Bold vidste hun ikke hvad var, på plads var kun en vejledning og IKKE en kommando, men sammen med Mai-Britt var hun så smart og dygtig.  Dike blev RBM (rally begynder Mester) og RØM (Rally øvet mester). Og når Mai-Britt havde en dårlig dag, læste Dike selv skiltene og udførte øvelserne perfekt. I apportering var hun fantastisk. På jagt traskede hun efter Jan og fik en støvle i hovedet konstant, men hun ville gerne.

08.06.2016

De sværeste historier at fortælle på hjemmesiden, er altid de sider, der handler om hunde, vi savner. Det allerværste er nok at skrive om hunde, vi mistede alt for tidligt. Det har taget os mere end en måned at nå til at kunne skrive om vores smukke, skønne Unika, som kun blev 17 måneder gammel, og som vi måtte sige farvel til den 08.06.2016. Unika var mormor Nannas udvalgte hundehvalp til mig. Hun skulle hjælpe med at fylde tomrummet efter Nanna, men hun var så meget mere end det. Hun var den smukkeste hundehvalp, vi nogensinde har haft, både indeni og udenpå. Hun var blid, men aldrig frygtsom. Hun var smuk og elskede at vise det frem i udstillings ringen, hvor hun både opnåede at blive Dansk Juniorvinder i Herning i november 2015, og den 01.05.2016 vandt hun juniorklassen for tæver i Roskilde, og dermed skaffede hun os chancen for at komme en tur til Birmingham og opleve Cruft, som er verdens største hundeudstilling. Vi glædede os helt vildt allerede og havde lagt mange planer for turen til marts 2017. Men livet kan bare være hårdt af og til, og det har vi så lige oplevet på 1. række.

Unika haltede på et bagben et par gange efter Roskilde udstillingen. Ikke meget og ikke konstant, men nok til at vi besluttede, at det skulle undersøges ordentligt. Først ved Christian Hembo fra Magtor, hvis evner vi stoler rigtigt meget på, men derefter på hans anbefaling en dygtig ortopæd i Århus. Desværre viste det sig, at hun havde ødelagt korsbåndet i begge knæ. Vi havde planlagt operation, først i det ene ben, genoptræning af dette, og siden efter ca. 12 uger, operation i det andet ben. Takket være omsorgsfulde og kærlige hvalpekøbere, havde vi strikket et program sammen, så Unika uden for meget belastning i flokken, kunne bytte plads med et par enebarnshunde i en periode, så hun kunne få ro efter operationerne.

Vi besluttede dog, at vi ville få en ’second opinion’ fra Ken Lindeblad på Faxe Dyrehospital, da Ken er den mest erfarne ortopæd, vi kender til, og samtidig er en dyrlæge, vi stoler meget på. Ken fortalte os, at Unika aldrig ville kunne bruges i avl efterfølgende. Hun ville, som han udtrykte det, ikke blive ’stangsmart’ i en udstillingsring efterfølgende, da man ved operationerne ville ændre stillingen i begge knæled, men værst af alt så ville hun formentlig ikke kunne holde til livet i en hundeflok på længere sigt. Vi kunne have valgt at operere, og derefter have foræret Unika til et meget roligt hjem, hvor vi så kunne have fået et løfte om, at de ville give hende smertestillende resten af livet, hvis eller rettere når der blev behov for det, men vi kunne ikke bære at gøre det. Der var desværre allerede tegn på gigtforandringer i begge knæled, og som jeg kender på egen krop og i egne knæled, så er det en smertefuld og rigtig træls tilstand. Der kunne have været gode dage eller uger, i heldigste fald et par år uden for mange smerter, men vi kunne ikke byde hende det. Og heller ikke os selv, da det ville være som at miste hende lidt ad gangen over en længere periode. Og til sidst se hende flytte herfra, måske til en anden del af landet, og evt. aldrig se hende igen. Vi kunne ikke holde tanken ud. Så vi valgte at lade hende sove ind, i Arnes arme, og det er nok den sværeste beslutning, vi har måttet tage i vores 10 år som opdrættere af Labrador.

Hun var en lille solstråle i vores liv. Allerede en dygtig apportør og en meget træningsvillig hund. Hendes kærlige sind ramte alle, som kom her i huset, og mange har grædt med os den sidste måneds tid. Kan stadig se for mig, hvordan hun brugte Carsten fodstøtte (Carsten sidder i el kørestol pga. sklerose og kommer sammen med sin Jane til træning herude her søndag), til at kravle op på skødet af ham, putte sig ind til ham og slikke ham på kinden. Alle hunde har deres helt egen måde at være på. Det har de 6 hunde, vi har her i vores kennel, og det har hver eneste gæst i vores hundehotel, men Unika var ren sødme i vores øjne. Det trøster mig lidt at tænke, at hun nu igen hviler i mormor Nannas favn, som hun gjorde den første tid i livet, men udover det er der ikke meget trøst. Det var bare helt urimeligt, at det gik sådan. Heldigvis har hun sat spor, som aldrig forsvinder i vores verden. Heldigvis havde vi valgt at tage en halvsøster til hende fra og beholde her fra vores sidste kuld, og vi tror hun har mange af de samme kvaliteter, som Unika havde. Men hun er heldigvis helt sin egen også, og erstatte en anden hund kan man jo aldrig. Heldigvis er der plads til mange hunde i hjertet. Unika har en plads, og det vil hun altid have. Tak til alle omkring os for trøstende ord, tårer, forståelse og varme. Det betyder så meget for os, at andre end os forstår, at en hund ikke ’bare er en hund’ i vores verden.